Jeg har kørt mere end 50 km for at se hende. Jeg er lidt bekymret over, hvordan det vil gå. Sådan en portrætbestiling har jeg aldrig fået før.
Jeg kommer ind i et lyst rum, med blomstrende baghave. Lejligheden virker lidt tom, fordi her skal være plads til en kørestol.
Hun ser fuldstændig ud, som hendes søstere og husets personale har beskrevet hende - et dejligt og glædesfyldt menneske.
Søstrene holder meget af hende. Det kunne jeg mærke lige med det samme, da de kontaktede mig og fortalte mig om deres lillesøster. Portrætmaleriet er en gave til hendes 50 års fødselsdag.
Hun har siddet i sin kørestol i 33 år. Hun hælder til højre i kørestolen. Jeg har lidt svært ved at forstå, hvad hun siger. Rummet er fyldt med bøger som hun ikke kan læse, men som hun holder meget af.
Hun bliver med det samme inspireret af mit tegnegrej og starter med at tegne. Nu sidder vi begge to og tegner. En gang imellem kigger hun op på mig med et stille smil på læberne.
Jeg observerer hende. Hun er så blid. I hendes portrætmaleri skal det ikke være for stærke farver eller for store kontraster. Mange lyse nuancer.
Vi hører dejligt romantisk musik fra hendes cd-afspiller. Hun elsker Paris og solsikkeblomster.
Jo mere jeg maler, desto mere af hendes smukke personlighed kommer frem. Hvor er sygdommen? Lidt skævhed? Hun virker mere rask end jeg. Hun udstråler en fantastisk harmoni, ro og nærvær. Som om den skadede hjerne tog alle verdenens bekymringer fra hende.
Hun er kørt hen og har stillet sig ved mit staffeli, med portrættet jeg maler. “Smukt”, hører jeg hende sige tydeligt bag min ryg.
Hele familien er ankommet til huset. Bordet er festligt med fine chokolader og champagne. Portrættet står tildækket på staffeliet og venter på at blive afsløret. Vupti...
Du har malet min søster, så man genkender hendes indre skønhed. Det er utroligt, så meget du ser, og hvordan du får det udtrykt igennem penslen …
Christine M.
søster
